
Kongehuset er fortsat populært i Danmark – og særligt dronning Margrethe er yderst populær.
Det viser en ny måling, som Epinion har lavet for DR.
Helt konkret viser målingen, at 72 procent af danskerne bakker op om monarkiet, og at blot 15 procent ønsker at afskaffe monarkiet som styreform.
– Kongehuset har helt utroligt godt fat i den danske befolkning. Opbakningen til monarkiet og dermed kongehuset har ligget stabilt på det her høje niveau i et årti nu, lyder det fra DR’s historie- og kongehuskorrespondent, Cecilie Nielsen til DR.

Indtager førstepladsen
De nye tal viser desuden, hvem i kongefamilien som danskerne tilsyneladende er mest glade for.
Her fremgår det af målingen, at dronning Margrethe er den person, som flest har svaret, at de er positivt stemt over for. Andenpladsen tager kong Frederik, mens dronning Mary tager tredjepladsen.
Det er første gang, at prinsesse Isabella, der fyldte 18 år i april, er en del af målingen, og noget tyder på, at danskerne er glade for den unge prinsesse. Meningsmålingen viser nemlig, at 72 procent er positivt stemt over for hende.
Prinsesse Isabella vakte opsigt i sommers, da hun bar ‘bollede ham i går’ – t-shirten på Smukfest. Foto: Anthon Unger
Dermed overhaler hun både sin onkel og tante – prins Joachim og prinsesse Marie.
Sidstepladsen indtager prins Joachim. Tallene viser, at kun 52 procent af de adspurgte er positivt stemt over for prinsen, og at 22 procent svarer, at de er negativt stemt over for ham.
Målingen bygger på svar fra 1.029 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.
23 procent svarer, at de ikke ved, hvordan de har det med Prins Joachim. Foto: Emil Agerskov