
Sonny Fredie Pedersen skal tilbage til USA.
Foto: Hanne Juul
Den sidste dans er blevet danset i ”Vild med dans”, og dommerne har for sidste gang haft ordet i det populære TV 2-program.
Det gælder også Sonny Fredie Pedersen, der har været fast dommer gennem fire sæsoner.
Hen over efteråret har han boet hos sin søster, Gigi, men til daglig bor danseren i USA med sin forlovede, og nu er det på tide at vende tilbage.
Jeg skal hjem og male hus og se til mine træer, og hvad der er faldet ned. Det er det første, der er på skemaet, fortæller Sonny Fredie Pedersen, da han er med i BILLED-BLADETs podcast ”En sidste dans”.
Selv om han bor på den anden side af Atlanten, skal man dog ikke frygte, at vi ikke kommer til at se mere til ham i Danmark.
Jeg vil rigtig gerne lave så mange ting, som det nu en gang er muligt, og er der folk, som gerne vil arbejde med mig i Danmark, så kommer jeg, forsikrer Sonny Fredie Pedersen, der snart har boet i USA i halvdelen af sit liv.
Jeg river aldrig noget op med rødder i Danmark. Det tror jeg godt, alle ved. Jeg er dansker med stort D og fra Amager. Og jeg har stadig forretning i Danmark og så videre. Men min base i er dag klart i USA, og min forlovede er også der med mig. Vi har hus og bor der og driver også forretning, siger ”Vild med dans”-dommeren om sit liv.
Sonny Fredie Pedersen har haft opbakning fra sin forlovede, Nika Kljun, i studiet.
Foto: Hanne Juul
Med årene kunne han sagtens forestille sig at købe en bopæl hjemme i Danmark.
Jeg ved ikke, hvad der sker om 10, 15 eller 20 år. Men jeg tror godt, jeg kunne tænke mig et eller andet hus ude på landet. Man vænner sig til lidt længere afstande, så jeg kunne godt se mig komme til Danmark og bo lidt ude af byen, og så er det fint for mig at skulle pendle en time eller halvanden for at komme ind til storbyen. Sådan et liv kunne jeg godt se.
Morten Kjeldgaard, Asta Björk og Sonny Fredie Pedersen medvirker i sidste afsnit af “En sidste dans”.
Foto: Søren Jul Lamberth